Vandinstallation
Stik- og forsyningsledninger
Forsyningsledninger er de ledninger der ligger ude i vejen og fører vandet frem til det område, du bor i. Stikledning er de ledninger, der fører vandet fra forsyningsledningen frem til den enkelte grund. Ledningerne ejes af Tønder Vand A/S.
Stophaner
Stophaner, som er placeret i/ved skel, tilhører Tønder Forsyning og skal derfor altid være til at komme til. Undgå derfor at hæk eller anden beplantning vokser ud over stophanen.
Vandinstallationer
Ved vandinstallationer forstås jordledningen fra stophanen ind til bygningen og alle rørinstallationerne m.v. inde i huset.
Vandinstallationsarbejde
Alt arbejde med vandinstallationer, herunder med jordledninger og vandmålere, må kun udføres af autoriserede Vvs-installatører.
Information om hvem du skal kontakte ved følgende problemer:
Jeg kan ikke aflæse min vandmåler:
Det sker, at der sætter sig aflejringer og snavs i måleren, så den ikke kan aflæses. Kontakt din vandforsyning for at få den udskiftet.
Min vandmåler er gået i stå:
Hvis din vandmåler er gået i stå, skal du kontakte din vandforsyning, så den kan udskiftes.
Der er brud på min stikledning:
Opdager du et brud på jordledningen på din egen grund, skal du kontakte en vvs-installatør for at få bruddet repareret. Dette sker for din egen regning. Du har selv ansvaret for, at jordledningen er tæt og vedligeholdes.
Opdager du et brud på stikledningen uden for din grund, skal du kontakte din vandforsyning.
Min stophane virker ikke:
Stophanen, som sidder ved skel, tilhører vandværket og må kun åbnes og lukkes af vandværket eller vvs-installatør. Hvis stophanen ikke virker, så kontakt din vandforsyning.
Hvis stophanen, der er placeret ved vandmåleren ikke virker, så kontakt en vvs-installatør. Det er vigtigt, at denne stophane virker, så det er muligt at lukke, når der skal skiftes vandmåler eller andre vandinstallationer.
Min stikledning er blevet gravet over:
Er jordledningen på din egen grund blevet gravet over, skal den repareres af en autoriseret vvs-installatør.
Hvis stikledningen uden for skel er blevet gravet over, så kontakt din vandforsyning. Udgifterne til reparation af stikledningen skal betales af den ansvarlige for skaden.
Regulativet for den kommunale vandforsyningen i Tønder Kommune beskriver de regler og love, som gælder for vandforsyningen og forbrugerne.
BILAG 1, Kontrol af vandmålere for vandforsyningen i Tønder kommune.
|